Girls in Sport er en livsstil for sportspiger på tværs af landegrænser og sportsgrene. Vi tilbyder træningssamlinger, events, pigelejre, sportsudstyr og accessories. I Girls in Sport er drømme og ambitioner helt legale. Her mødes piger, som alle har foretaget de valg og fravalg, det kræver at nå toppen i et fællesskab med ligesindede.
Nice & Easy er vores slogan, som er opstået pludseligt og naturligt midt i et træningspas og ikke vil gå væk igen! Nice & Easy symboliserer måden, vi arbejder med pigernes udvikling på. Fordybelse og intensitet i enhver teknisk, taktisk, mental eller fysisk øvelse. Og plads til et motiverende smil og en kvik bemærkning undervejs!
Girls in Sport er startet som et dansk badmintonprojekt i 2011 under navnet Piger i Idræt og har i rekordtempo udviklet sig til et globalt brand til fremme af unge pigers fysiske og mentale sundhed og sportslige udvikling. Individuel rådgivning, både rent sportsligt og i den svære kunst at få sport tilpasset en hverdag, er en del af konceptet.
Girls in Sport er grundlagt af Debbie Lynch, som er født i Skotland, men har boet i Danmark siden 1995. Hun er uddannet elitetræner og har fungeret som ungdomslandstræner og klubtræner i badminton. De seneste 10 år har Debbie Lynch specialiseret sig i pigetræning, og hun er i dag en eftertragtet pigetrænerkapacitet på internationalt plan.
Glæd dig til at møde Debbie Lynch, som deltager i alle arrangementer i Girls in Sport. Med hjælp fra kompetente assistenter sikrer hun høj kvalitet i de enkelte events. Vi kan garantere en smittende energi og et hæsblæsende tempo, så kontakt endelig Debbie, hvis du har pigeidéer, der skal føres ud i livet!

Pigeting

Piger er ofte selvkritiske. Krav og forventninger til egne præstationer er meget høje. Til en mixed træning træder pigerne måske et skridt tilbage og får ikke stillet de spørgsmål, de brænder inde med. Når de når en vis alder, fokuserer de ubevidst på, om hestehalen holder til hele træningen eller mascaraen til at sveden løber. På den rene pigetræning kan man spørge løs, være grim, lave fejl og lave lidt sjov med det hele. Girls in Sport møder sportsudøverne i pigernes egen verden og arbejder med at styrke deres selvtillid og tilpasse deres forventninger.

Spændende Projekter

Har du et forslag til et spændende pigearrangement men brug for hjælp til at få det hele til at ske? Så kontakt Debbie Lynch på mail: idraetspiger@sport.dk. Arrangementet kan være indenfor alle sportsgrene eller former for aktiviteter.

Badmintonspillere

Badmintonpiger i årgangene U9-U17 kan søge optagelse på Girls in Sport træningerne. Træningen består af rene pigehold der træner med høj intensitet. Der er fokus på taktik, teknik, mental- og styrketræning. Et træningspas løber fra 1,5-2 timer.
Er du frisk på at blive en del af Girls in Sports badmintonteam? Så send blot en E-mail til Debbie Lynch på: idraetspiger@sport.dk – vi glæder os til at høre fra dig!